58 år og ny-diagnosticeret med ADHD —
det forklarer en hel del.

Det er en underlig følelse at få en diagnose som 58-årig. En diagnose, der pludselig kaster lys over et helt liv – et ganske velfungerende liv, synes jeg selv. Men i januar 2025 skete det: Jeg fik konstateret ADHD.

"Ja, selvfølgelig har du det," var reaktionen fra dem, der kender mig bedst. For dem var det nærmest en selvfølge.

Hvordan mistanken opstod

I årenes løb havde vi ofte joket med det i familien. "Thomas, du har sgu da ADHD!" Altid sagt med et smil, altid taget som den halve spøg, det var ment som. For hva' fa'en – jeg er jo gang i karrieren som erhvervscoach på 21. år, har været gift i over 40 år, har opdraget to velfungerende børn, og haft en karriere med konstant opadgående kurve. Det passer slet ikke med det billede, mange har af ADHD.

Men for et par år siden begyndte jeg at læse mere om emnet. Helt tilfældigt stødte jeg på en artikel om ADHD hos voksne. Beskrivelserne af høj energi, konstant idérigdom, udfordringer med at afslutte projekter, og en særlig evne til at hyperfokusere på interessante emner — jeg måtte læse det flere gange. Det var som at læse en beskrivelse af mig selv.

Efter flere måneders overvejelse og research tog jeg springet og startede en udredning hos en psykiater i slutningen af 2024. Trods min indledende skepsis viste testresultaterne tydeligt, at jeg havde ADHD. Hele livet.

At få diagnosen var som at finde den manglende brik

For at være helt ærlig, var jeg lettere chokeret. Ikke fordi jeg var ked af det, tværtimod. Det føltes som at få den sidste brik i et puslespil, jeg havde kæmpet med i årtier. Pludselig gav alt mening: Min konstante søgen efter struktur, min impulsivitet, min utålmodighed, mit behov for kontrol.

Psykiateren påpegede noget interessant: I modsætning til mange andre, der bliver udredt sent i livet, havde jeg ikke en selvfortælling om dysfunktion. Jeg havde ikke fejlet eller kollapset. Tværtimod havde jeg bygget mit liv op omkring mine særlige træk — jeg havde skabt et framework, der passede til mit sind.

"Du har co-eksisteret med din ADHD i 40-50 år og har intuitivt udviklet strategier til at håndtere det."

De aha-oplevelser, der fulgte

Siden diagnosen har jeg genbesøgt utallige episoder i mit liv med nye øjne:

Mest af alt har det forklaret, hvorfor jeg altid har været en slags starter — jeg begynder entusiastisk på nye projekter, bliver rimelig god til dem, men sjældent eksceptionelt god. Der har altid været noget nyt og spændende, der lokkede.

Ikke en undskyldning, men en forklaring

Min holdning har altid været, at det man bliver givet i livet, må man gøre det bedste ud af. Jeg er grundlæggende naiv positiv — og det siger jeg med stolthed. Derfor ser jeg også min ADHD som en potentiel superpower — når den bliver tæmmet og styret.

ADHD er en adfærds-superkraft, når jeg har bygget strukturen udenom, som styrer energien og impulsen. Jeg har med ADHD en enorm kraft, men kun hvis jeg styrer den. Ellers styrer den mig.

Næste kapitel: At eje min ADHD

Jeg har valgt at være helt åben om min diagnose. Hvorfor? Fordi jeg ejer den. Den er en del af mig, og jeg har levet med den hele mit liv — jeg var bare ikke bevidst om det.

Det gør mig ikke til en anderledes coach — det gør mig til en bedre coach for de rigtige mennesker. Min ADHD har givet mig evnen til at se mønstre, til at tænke ud af boksen, til at mærke energien i et rum, til at handle beslutsomt når andre tøver.

I de kommende artikler vil jeg dele mere om min rejse — om de strategier jeg ubevidst har udviklet gennem livet, om de superkræfter ADHD har givet mig, og om hvordan jeg nu bevidst bruger min diagnose til at blive endnu bedre, både professionelt og personligt.

For som jeg altid siger til mine klienter: "Success is no accident." Og det gælder i høj grad også, når man har ADHD.